INDLÆG TIL MENIGHEDSMØDE I TVERSTED-UGGERBY PASTORAT (26.06.2025) VED RETSTEOLOG OG KIRKERETSEKSPERT, PH.D. KRISTINE GARDE

BAGGRUND FOR MØDET

Mødets emne er stiftsbåndsløsning, omtalt i Bekendtgørelse af lov om udnævnelse af biskopper og om stiftsbåndsløsning, LBK nr. 606 af 6. juni 2007, med ordene:

§ 8. En sognemenighed eller valgmenighed kan ved stiftsbåndsløsning slutte sig til en anden biskop, som er villig til at modtage den. Denne biskop overtager da tilsynet med menigheden for så vidt angår prædikeembedet, sakramenternes forvaltning og sjælesorgen.

Stk. 2. Stiftsbåndsløsning kan tidligst finde sted 1 år efter bispestillingens besættelse.

Stk. 3. Beslutningen om stiftsbåndsløsning skal være vedtaget på et menighedsmøde med tre fjerdedele af de afgivne stemmer og være tiltrådt af menighedens præst eller en af den præster.

Stiftsbåndsløsningen vedrører ”prædikeembedet, sakramenternes forvaltning og sjælesorgen”. Det signalerer, at begrundelsen for stiftsbåndsløsning skal være noget centralt kirkeligt, som henhører under biskoppens gejstlige tilsyn. Dette gejstlige tilsyn begrunder, at en biskop skal være uddannet teolog ligesom folkekirkepræsterne; der kræves ikke, at man har erhvervet yderligere grad(er).

Mødet er indkaldt af menighedsrådene i overensstemmelse med menighedsrådsloven:

§ 41. Der afholdes menighedsmøde i en menighedsrådskreds, når [punkt 5] 25 valgberettigede medlemmer af menigheden skriftligt anmoder derom.

Ved fælles menighedsmøde for to menigheder, der udgør et pastorat, skal der være mindst 25 medlemmer fra hvert sogn. Da dette er tilfældet, er mødet lovligt indkaldt. Menighedsrådsmedlemmerne har mødepligt.

Bestemmelsen er vigtig, fordi den giver menigheden mulighed for – inden for menighedsrådets valgperiode – at drøfte alvorlige spørgsmål i et bredere forum end selve menighedsrådet.

Dette menighedsmøde følger efter det ordinære menighedsmøde den 14. maj 2025, der var indkaldt på initiativ af menighedsrådene. Der er tale om samme emne og ønske (stiftsbåndsløsning), men mødeindkalderne er forskellige. Det kan måske tage sig ud som en ligegyldig petitesse, men det er det ikke: Menighedsrådene kan ikke beskyldes for at iværksætte eget nyt forsøg på at tilsidesætte afstemningsresultatet den 14. maj 2025. Omvendt kan menighedsrådene genfremsætte deres argumenter for stiftsbåndløsning, f.eks. i form af en husomdelt folder.

MENIGHEDSRÅDENES OPGAVER

Menighedsrådenes fornemmeste opgave er fastsat i menighedsrådsloven og understreget ved det såkaldte menighedsrådsløfte:

§ 1. Sognets kirkelige og administrative anliggender styres af menighedsrådet […].

Stk. 2. Det påhviler menighedsrådet at virke for gode vilkår for evangeliets forkyndelse.

§ 7. På det konstituerende møde afgiver de nyvalgte medlemmer en erklæring på ære og samvittighed om at ville udføre det dem betroede hverv i troskab mod den danske evangelisk-lutherske folkekirke, så den kan byde gode vilkår for den kristne menigheds liv og vækst.

Et menighedsråds kirkelige opgaver er altså rettet mod den konkrete/lokale menighed, som har valgt menighedsrådsmedlemmerne ved et demokratisk valg. Hvordan det kirkelige arbejde med at give gode vilkår for kirkens budskab gøres bedst, gives der ikke en bestemt opskrift på. Her må menighedsrådene prøve sig frem i respekt for den kirkelige lovgivning, der understøtter folkekirkens rummelighed og frihed – to karakteristiske træk ved folkekirken. At den kirkelige lovgivning giver de lokale menigheder mulighed for at bestemme, hvordan det kirkelige liv skal udfoldes på stedet, understreger menighedsrådenes kirkelige forpligtelse og ansvar som myndigt lægfolk.

FRIHEDSRETTIGHEDER

Den kirkelige lovgivning indeholder en række frihedsrettigheder: sognebåndsløsning, valgmenigheder, forskellige hensyn til mindretal i en sognemenighed.

Stiftsbåndsløsning er også en frihedsrettighed. Den anvendes meget sjældent på initiativ fra menighederne. Derimod er der eksempler på, at biskopper indbyrdes har aftalt at skifte tilsyn med en valgmenighed (og dens præst) samt præster (uden følgeskab af menigheden). Praksis er for spinkel til at drage en entydig slutning. Alligevel er det ikke forkert at hævde, at stiftsbåndsløsning er tænkt som en håndsrækning til/nødløsning for menigheder, der har mistet tilliden til stiftets biskop.

Sjælden brug af stiftsbåndsbestemmelsen ophæver ikke aktuel brug af den. Hensynet til menighederne bør veje tungere end biskoppernes indbyrdes kollegialitet og loyalitet.

FORTOLKNINGSUENIGHED

Anledningen til dette stiftsbåndsløsningsønske er menighedsrådenes saglige uoverensstemmelse med biskoppen om fortolkningen af anvisningerne i den autoriserede Ritualbog (1992) om nadver som et fast led i gudstjenester. Biskoppen kræver, at menighederne søger hans godkendelse, hvis der anvendes ”en anden liturgi end foreskrevet i Ritualbogen”. Menighedsrådene mener modsat, at biskoppens forlangende indskrænker den liturgiske frihed, Ritualbogen efter deres opfattelse giver dem; de har bl.a. henvist til liturgiske fagrapporter og bøger udgivet af Folkekirken, som er kommentarer og forklaringer til Ritualbogen. Biskoppen er blevet gjort bekendt med bl.a. følgende eksempler:

Jørgen Kjærgaard, Aalborg Stifts fhv. liturgiske konsulent, anfører i sit trebindsværk Grundbog til Folkekirkens gudstjenester (2022): ”Alle gudstjenestetyper kan holdes med eller uden altergang”, bind II, s.163.

Tilbage i 1992 skrev provst Holger Villadsen, som var biskoppernes sekretær og liturgisk sagkyndige, at ”Det er – som tidligere anført – ikke noget krav, at der skal være nadver ved alle de faste gudstjenester”, Menighedsrådenes Blad nr. 1/ januar 1992, s.30-32.

I Haderslev-biskop Marianne Christiansens m.fl.s Gudstjeneste: Om gudstjenestelivet i Den Danske Folkekirke, udgivet af Folkekirken 2019, kan man læse: ”Indirekte – af indledningerne til slutningskollekterne – fremgår det, at nadver kan udelades (Ritualbogen, s. 34).”

Opstår der uenighed om læremæssige og liturgiske spørgsmål, kan biskoppen inddrage uvildige fagpersoner. Det kan se ske ved, at biskoppen udbeder sig et responsum, dvs. en skriftlig udtalelse fra en sagkyndig, så den pågældende sag kan være fuldt oplyst, inden der træffes en velbegrundet afgørelse, som ikke nødvendigvis ophæver uenigheden. Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen har imidlertid ikke indhentet et responsum. I stedet har han afvist det fremlagte materiale med den begrundelse, at det ikke er autoriseret. Det forekommer mig at være en besynderlig begrundelse, fordi den faktisk udelukker indhentning af responsa; de kan jo ikke være autoriserede, når de er sagkyndiges kommentarer til autoriserede bøger.

Retsteologisk betragtet må biskoppens sagshåndtering vække undren, selv om han som indehaver af bispeembedet har gejstlig tilsynsmyndighed. Denne myndighed indbefatter, at biskoppen i nærmere angive tilfælde skal give sit samtykke til præstens og menighedsrådenes mindre liturgiske ændringer.

BISKOPPENS ANSØGNINGSKRAV

Biskoppen har krævet en ansøgning af menighedsrådene, menighedsrådslovens § 38. stk. 2. Den specifikke bestemmelse står som det sidste i § 38:

§ 38. Præsten skal have menighedsrådets samtykke til,

1) at der ved de faste gudstjenester foretages indsamlinger,

2) at der ved de faste gudstjenester eller kirkelige handlinger anvendes en anden autoriseret liturgi eller andre autoriserede ritualer end dem, der hidtil er anvendt i menigheden, og

3) at der ved de faste gudstjenester eller kirkelige handlinger foretages mindre ændringer i liturgi og ritualer eller benyttes andre salmebøger og samlebogstillæg end de autoriserede.

Stk. 2. Til de ændringer, der er nævnt i stk. 1. nr. 3, kræves tillige biskoppens samtykke.

Formålet med § 38, stk. 1 er dobbelt: 1) at undgå, at præsten foretager afvigelser fra gudstjenestens sædvanlige form hen over hovedet på menighedsrådene, og 2) at menighedsrådene ikke afskærer præsten fra ved ekstraordinære gudstjenester at kunne foretage mindre gudstjenstlige afvigelser. Paragraf 38 altså er en juridisk udformet tilskyndelse til, at præst(er) og menighedsråd samarbejder om udfoldelse af det kirkelige liv i sognet/pastoratet. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at der eksisterer et perfekt samarbejde mellem præst og menighedsrådene herom, hvilket man har understreget skriftligt over for biskoppen.

Hensigten med kravet om biskoppeligt samtykke/tilladelse, § 38, stk. 2, er at sikre, at der ”naturligvis ikke handles i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag”, som dr. jur. Preben Espersen, tidligere departementschef i Kirkeministeriet, har forklaret i Lov om menighedsråd med kommentarer, 2. reviderede udgave, 1998. s. 131. Preben Espersen fortsatte:

”Det er et led i biskoppens tilsynsfunktion vedrørende prædikeembedet og sakramenternes forvaltning at påse, at der ikke ved de folkekirkelige gudstjenester – herunder ved ekstraordinære gudstjenester – foregår noget, der strider mod den evangelisk-lutherske kirkes lære og tradition.”

Preben Espersens kommentarer signalerer, at ethvert biskoppeligt ansøgningskrav skal relateres folkekirkens lære og tradition, fordi de udgør folkekirkens grundvold, og den må der ikke rokkes ved, Grundlovens § 4.

Uenigheden mellem biskoppen og menighedsrådene vedrører ikke selve grundvolden, men udfoldelsen af det kirkelige liv, som menighedsrådene mener sker i overensstemmelse med folkekirkens lære og den lokale tradition. Denne tradition vil de gerne værne om og udbygge, jf. menighedsrådslovens §§ 1 og 7.

En ansøgning er aldrig en ren formsag, for ansøgningen kan både imødekommes og afslås af biskoppen. Et afslag kan ikke ankes til Kirkeministeriet og derfor ikke omstødes.